De små væsener, der kan bære liv til andre verdener

Okay, jeg er nødt til at fortælle jer om tardigrader. For seriøst, at lære om dem får mig til at føle, at vi lever i den mest spændende tid i menneskets historie.

I kender det der øjeblik, hvor du støder på noget så fascinerende, at du har lyst til at ringe til alle, du kender, og sige "Har du hørt om dette?!" Sådan har jeg det lige nu.

Tardigrader. Måske har du hørt om dem. Det er de her nuttede, gummibjørne-formede mikroorganismer, der er sådan lidt dyrerigets svar på superhelte. Folk kalder dem "vandbjørne" eller "mosgrise", og ærligt talt er begge dele ret perfekte.

Men her kommer det virkelig interessante.

De små fyre kan overleve i rummet

Jeg har altid syntes, rumforskning var cool. Men tardigrader tager det til et helt andet niveau. Forskere har bogstaveligt talt sendt de her små væsener ud i rummets tomhed – med iltmangel, frostgrader og intens stråling – og de overlevede. Ikke bare overlevede, men trivedes faktisk, da de kom tilbage til Jorden.

Hvordan? De har to helt vilde biologiske tricks.

For det første har de et protein ved navn Dsup (damage suppressor – altså "skades-undertrykker"), der stort set beskytter deres DNA mod stråling. Tænk på det som deres personlige strålingssikre rustning.

For det det andet kan de gå i noget, der hedder kryptobiose – dybest set en dyb dvaletilstand, hvor de presser al vand ud af kroppen, krøller sig sammen til en lille kugle og venter. I den tilstand kan de overleve i årtier uden mad eller vand. Bare... vente. Tålmodige små mestre.

Så kan vi faktisk starte liv på andre planeter?

Her begynder min hjerne at lave kolbøtter.

Forskere har stillet dette vilde tankeeksperiment: Kunne vi bruge organismer som tardigrader til at "så" liv på andre verdener? Mars, måske? Europa (en af Jupiters måner)? Et helt tredje sted?

Det korte svar fra eksperterne er: Det er muligt, men vanvittigt kompliceret.

Problemet er, at der er kæmpe forskel på at overleve og på at trives. Tag Månen for eksempel. NASA bygger en månebase (hvor cool er det?!), men Månens overflade er helt brutal for enhver form for liv. Ingen atmosfære betyder ingen beskyttelse mod stråling eller ekstreme temperaturudsving. Der er stort set heller intet vand. Tardigrader ville måske teknisk set overleve derovre i deres dvale-tilstand, men de ville ikke reproducere sig eller gøre noget som helst interessant.

Og vidste du, at nogle tardigrader måske allerede er på Månen? I 2019 styrtede et israelisk rumfartøj ned, mens det havde de små væsener med. Så vi kan have utilsigtet gjort Månen til et tardigrade-hotel. Naturen er vild, ikke?

Mars: Den mere lovende mulighed

Mars er der, hvor det bliver en smule mere håbefuldt, selvom "en smule" løfter rigtig meget.

Mars' overflade er absolut barsk – iskolde temperaturer, støvstorme der ville få din værste allergidag til at ligne en fornøjelse, og strålingsniveauer der ville stege os mennesker ret hurtigt. Ikke ligefrem indbydende.

Men under jorden? Der bliver det interessant.

Mars ser ud til at have vand fanget under overfladen i form af akviférer. Og at gå under jorden ville beskytte alt potentielt liv mod den ubehagelige stråling. En astrobiolog sagde det sådan her: selvom det måske ikke ville være ideelt, fordi der ikke ville være meget energi at hente, så har vi lært af Jordens ekstremofiler, at liv kan overleve steder, vi før troede var helt umulige.

Det her er ærligt talt en af mine yndlingsTING ved videnskab – ydmygheden i det. Vi opdager hele tiden, at liv finder en vej under omstændigheder, vi aldrig havde forestillet os.

Hvad betyder det hele?

Ærligt? Jeg tror, den dybeste implikation her handler ikke om, hvorvidt vi kan eller bør så liv andre steder. Det handler om, hvor meget vi stadig har at lære.

Hver gang vi studerer de her ekstremofiler – organismer der trives, hvor ingenting andet kan – indser vi, hvor lidt vi egentlig forstår om livets grænser. Og det er, synes jeg, utroligt håbefuldt.

Uanset om mennesker nogensinde etablerer permanente kolonier på andre planeter, så viser det faktum, at vi overhovedet stiller de her spørgsmål om tardigrader og kosmisk såning, noget smukt ved menneskelig nysgerrighed. Vi kigger ikke bare på universet længere. Vi spørger, om vi mon kan hjælpe med at forme det.

Og er det ikke noget værd at blive begejstret over?

Hvad tænker du? Skriv en kommentar – jeg vil gerne høre dine tanker om, hvorvidt det at så liv på andre planeter er noget, vi bør forfølge, eller noget vi skal lade naturen om.