Den evolutionære historie, de aldrig fortalte dig i gymnasiet

Husker du det pæne skema i biologi-bogen? Det med de aber, der rejste sig langsomt og fik større hjerner, indtil de blev til os? Drop det. Eller i hvert fald halvdelen af det.

Et hold fra Arizona State University har gravet i Etiopien i tyve år. Nu viser deres nye fund, at vores fortid var langt mere rodet, end vi har lært.

To arter boede side om side

For 2,6–2,8 millioner år siden levede mindst to forskellige hominider i samme område. Tidlig Homo delte landskabet med en slægtning fra Australopithecus-gruppen – altså Lucys familie.

Det er ikke en lige linje fra fortid til nutid. Det er et rod af grene, der vokser samtidig.

Beviset er kun tretten tænder. Men tænder gemmer masser af spor: kost, alder og slægtskab.

Lucy var ikke vores bedstemor

Tænderne passer ikke til Australopithecus afarensis. Lucy-slægten døde ud omkring 2,95 millioner år siden, uden at efterlade direkte efterkommere til os.

I stedet har forskerne fundet spor af en hidtil ukendt Australopithecus-art. Den venter stadig på et navn.

Vulkanaske fortæller tiden

Etiopien ligger i en sprækkedal. Gamle vulkanudbrud spredte aske over landskabet, og den aske indeholder krystaller, som kan dateres præcist.

Fossilerne ligger mellem to askelag. Ved at måle laget over og under kan forskerne fastslå alderen uden gætteri.

Landskabet var grønnere

I dag er Ledi Geraru tørt og goldt. Dengang var der floder, søer og vegetation. Ved at studere lagene omkring tænderne kan forskerne genskabe det gamle miljø.

Det giver et fingerpeg om, hvordan to arter kunne dele det samme område – måske ved at udnytte forskellige fødekilder eller nicher.

En busk, ikke en stige

En af forskerne siger det kort: “Menneskets udvikling er ikke en lige linje, men et busket træ. Nogle grene dør ud.”

Det er netop det, de nye fund viser. Flere menneskelige linjer levede side om side i millioner af år. En af dem førte til os. De andre forsvandt.

Hvad sker der nu?

Forskerne vil ikke navngive den nye art endnu. De mangler flere fossiler og vil først forstå, hvordan den adskiller sig fra tidlig Homo.

Projektet har kørt siden 2002. Allerede har det givet os de ældste Homo-fossiler og de tidligste stenredskaber. Hver ny tand eller knogle ændrer billedet lidt.

Vi er stadig ved at lære

Det bedste ved forskningen er, at den viser, hvor meget vi endnu ikke ved. Vores historie skrives om igen og igen. Det er ikke en fejl i videnskaben – det er hele pointen.