Togkatastrofen der aldrig blev løst

Forestil dig det: 12. august 1939. Du sidder i spisevognen på The City of San Francisco — et af de mest luksuriøse tog nogensinde bygget — og nipper til cognak efter en god middag. Tognet suser gennem Nevadas ørken i en hastighed, der føles som lysets hastighed. Du har aircondition, radio i din kupe og du betalte svarende til over 20.000 kroner for denne returbillet. Livet er godt.

Og så går det galt.

Uden varsel begynder glas at klirre på bordene. Ølflasker vælter ned på gulvet. Nogen bliver slynget ud af sædet. Og så — mørke.

Det, der skete derefter, blev en af de mest uhyggelige togulykker i amerikansk historie.

Drømmetoget der blev til et mareridt

The City of San Francisco var ikke noget almindeligt tog. Det var basically et palads på skinner — en kvart kilometer lang, malet med skarpe, næsten prangende scener af San Franciscos vartegn i gule, orange og røde farver. Indeni? Blødt overalt. Aircondition (temmelig vildt i 1939!), varmt og koldt rindende vand, en fuldt udstyret barbersalon, ja endda små antenner der fangede radioprogrammer, så passagererne kunne lytte mens de rejste.

Reklamerne fik det her tog til at lyde som om det var drevet af ren magi. De lovede man kunne suser fra Chicago til Oakland på under 40 timer. I en tid hvor flyrejser stadig var eksotisk og skræmmende for de fleste, var det her toppen af sofistikeret luksus.

Så da F.S. Foote fra Berkeley, Californien, gik ombord på det her tog den augustaften, følte han sig nok heldig. Han arbejdede for IBM i New York og var på vej hjem efter 11 afslappende dage på vestkysten. Ikke andet end gode vibrationer og forventning til rejsen.

Bortset fra at noget føltes... forkert. Foote kunne ikke slippe den mærkelige fornemmelse af at noget var galt, allerede før toet ramte det ujævne terræn.

Nogle gange ved maven ting, som hjernen ikke har fundet ud af endnu.

Øjeblikket hvor alt gik galt

Klokken 21.30 susede toet forbi Carlin, Nevada og styrede mod en bro over Humboldt River Canyon. Ingeniør Ed Hecox sad i førerhuset og pressede toet op på omkring 145 kilometer i timen for at indhente tabt tid. Køreplanen var allerede en halv time bagud, og han prøvede at holde tingene på sporet.

Ude af vinduet fik Hecox øje på noget mærkeligt: en grøn涛lskarnøgle der rullede foran ham i ørkenen. Тамblæeeds er ikke ligefrem sjældne i Nevada, men den her virkede... forkert. Farven var forkert til august, hvor alt burde være brunt og sprødt.

Han havde ikke tid til at tænke over det, dog. Tognet vippede. Lygterne slukkede.

Hecox beskrev senere hvad der skete til et historisk selskab:

"Da motoren stoppede, løb jeg tilbage. Alt jeg kunne høre var skrig og klage fra de sårede og døende overalt. Der var støv, der var ingen vind, og støvet lagde sig overalt. Jeg kunne ikke se et eneste levende menneske."

Kan du overhovedet forestille dig det? Løbe gennem det mørke, omgivet af lidelsernes lyde, ude af stand til at se et eneste menneske?

Beviserne på at noget var helt galt

Her er det, der stadig får det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig ved den her historie: efterforskere fandt beviser på sabotage. Skinnerne var bevidst manipuleret. Den grønne "tumbelweed" Hecox fik øje på? Det var slet ikke en plante — det var sandsynligvis et stykke af sabotageudstyret, måske en skruenøgle eller et værktøj der var placeret der og fangede projektørlyset.

Toget kørte 145 kilometer i timen, men selv ved den tilladte 100 kilometer i timen ville det at ramme saboterede skinner være katastrofalt. Det her var ikke en ulykke der ventede på at ske. Nogen fik det til at ske.

Og her bliver det virkelig vildt: over tusind ledetråde blev undersøgt. Tusind! Aviserne skreg historien på tværs af Amerika. Alle ville have svar. Hvordan kunne nogen gøre det? Hvorfor ville nogen gøre det? Hvem var den person?

Ingen fandt nogensinde ud af det.

Efterspillet: Et hospital uden plads

Fireogtyve mennesker døde i det styrt. Et hundrede og enogtyve overlevende blev hastet til Elko General Hospital, hvor — og det bryder lidt mit hjerte — der ganske enkelt ikke var nok senge. Nogle ofres endte på gulvet.

Og får det her: bestyrelsesformanden for Standard Oil — du ved, en af de rigeste mænd i Amerika, en der åbenlyst havde råd til den mest luksuriøse billet på det fancy tog — endte på et hospitalsgulv, mens portører lå i sengene ved siden af ham. Rigdom kunne købe dig en luksuriøs oplevelse, men det kunne ikke købe dig en garanteret plads i skadestuen.

Er det ikke noget? Alle pengene i verden, førsteklasses indkvartering, det mest moderne tog nogensinde bygget... og ingenting af det betød noget, da nogen besluttede sig for at lege gud med de skinner.

Mysteriet der forbliver uløst

Så her er mit spørgsmål, og jeg har tænkt over det siden jeg første gang stødte på historien: hvad skete der? Hvem var ansvarlig?

Tænk over det. At sabotere et tog i 1939 var ikke ligefrem nemt. Du var nødt til at kende køreplanen. Du var nødt til at have adgang til skinnerne. Du var nødt til at gøre dit beskidte arbejde uden at blive set, midt i Nevadas ørken, og få det til at ligne en ulykke.

Det er ikke den slags noget en tilfældig galning gør på et indfald. Det er planlagt. Det er overlagt. Det er personligt.

Var det en utilfreds medarbejder? En med en personlig konflikt mod jernbaneselskabet? En konkurrent der prøvede at skade togets omdømme? Eller noget endnu mørkere vi aldrig har forestillet os?

Vi vil sandsynligvis aldrig vide det. Og ærligt talt? Det er det, der gør at historien bliver ved med at hjemsøge mig. Vi lever i en tidsalder hvor vi tror vi kan løse hvad som helst med nok teknologi og detektivarbejde, men her står vi, 85 år senere, stadig uden svar på hvem der myrdede fireogtyve mennesker på et tog ved navn City of San Francisco.

Nogle gange holder fortiden sine hemmeligheder.

Hvorfor den her historie stadig betyder noget

Jeg tænker over historier som den her, fordi de minder os om at historie ikke bare er datoer og navne i lærebøger. Rigtige mennesker — med familier, med fremtider, med drømme ligesom vores — gik ombord på det tog og håbede på eventyr og komfort. I stedet fik de tragedie.

Og et eller andet sted derude levede den, der gjorde det, resten af sit liv uden nogensinde at møde retfærdighed. Fireogtyve familier fik aldrig lukning. De overlevende bar rundt på traumet indtil de gik bort.

Det er tungt stof til et blogindlæg om en togulykke, det ved jeg godt. Men jeg tror de her historier betyder noget. De minder os om at holde vores nærmeste tæt, at sætte pris på de almindelige dage og aldrig tage sikkerhed for givet — selv når vi nipper til cognak i en luksuriøs spisevogn.

Næste gang du stiger på et tog (eller et fly, eller en bus, eller ærligt talt hvad som helst), så tag et øjeblik til at sætte pris på det faktum at tusindvis af mennesker har arbejdet virkelig hårdt for at sikre at du kommer sikkert frem. Ikke alle i historien var så heldige.

Historien er inspireret af rapportering fra Popular Mechanics. Hvis du vil dykke dybere ned i historien om amerikanske tog og transportkatastrofer, kan du tjekke den originale artikel.