Sådan låner du fart af en planet – uden at bruge brændstof

Forestil dig, at du kan snuppe en smule hastighed bare ved at suse forbi en planet. Det er præcis, hvad NASA har gjort med rumfartøjet Psyche. Og det er en af de mest underspillede tricks i dyb rumfart.

Den 15. maj fløj Psyche kun 4.600 kilometer over Mars’ overflade. Mars’ tyngdekraft greb fat, skubbede fartøjet frem med 1.600 kilometer i timen og sendte det videre mod en metalasteroide i det ydre asteroidebælte. Ingen motor, ingen ekstra brændstof. Bare tyngdekraft.

Matematik med liv eller død

Alt blev planlagt ned til mindste detalje flere år i forvejen. En lille fejl, og Psyche kunne være fløjet forbi Mars – eller direkte ind i den. Da radiosignalerne nåede tilbage til Jorden, viste de dog, at fartøjet lå præcis på kursen. Navigationsteamet hos Jet Propulsion Laboratory bekræftede en hastighedsforøgelse på 1.600 km/t og en lille ændring i omløbsbanen. Nu er turen til asteroiden Psyche låst fast til august 2029.

Uventet fotoshoot på vejen

På vej forbi Mars tændte holdet alle kameraer og sensorer. De ville teste udstyret, mens lejligheden bød sig. Billederne overraskede: Mars sås som en tynd, lysende bue, fordi atmosfæren spredte sollyset anderledes end forventet. Da fartøjet gled fra natsiden til dagsiden, tog det tusindvis af billeder af overfladen.

Billederne er ikke bare pæne. De hjælper forskerne med at finjustere billedbehandlingen, før den rigtige mission starter.

Asteroiden, der måske er en planets kerne

Asteroiden Psyche er cirka 280 kilometer bred og består hovedsagelig af metal. Mange forskere mener, den er resterne af en planetesimals metalliske kerne – en af de byggesten, der dannede solsystemet. Hvis det stemmer, får vi for første gang et kig på, hvad der gemmer sig dybt inde i en klippeplanet som Jorden. Vi kan ikke bore 6.000 kilometer ned, men naturen har måske lagt en kerne frem til os i rummet.

Psyche vil kredse om asteroiden i årevis, kortlægge den fra forskellige højder og undersøge dens opbygning.

Hvorfor det er vigtigt

Vi kan nu styre et rumfartøj tværs gennem solsystemet med så stor præcision, at vi kan bruge en planet som svinghjul. Vi kan teste kameraer ved Mars, så de er klar til en asteroide millioner af kilometer væk. Det er ikke bare science fiction. Det er rutine. Og det føles stadig lidt vildt.