Okay, jeg må være ærlig over for dig – da jeg første gang læste om denne undersøgelse, lænede jeg mig bogstaveligt talt tilbage og måtte bearbejde, hvad jeg læste.
Forskere har netop bekræftet, at de høje sten ved Devil’s Arrows i North Yorkshire stammer fra Brimham Rocks – en utrolig afstand på 18 kilometer (det svarer til cirka 11 miles, for os der ikke tænker i kilometer). Og her er det, der virkelig greb mig: Stenene vejer 25 tons HVER. Det svarer omtrent til vægten af fire voksne elefanter, folkens.
Hvad taler vi egentlig om?
Lad mig male et billede for dig. Forestil dig, at du skal flytte noget, der er tungere end et hus, over mere end 11 miles bakket engelsk landskab – udelukkende ved hjælp af menneskelig kraft, trævalser og ren viljestyrke. Ingen kraner. Ingen lastbiler. Ingen elektriske værktøjer.
Bare mennesker.
Devil’s Arrows rejser sig op til 7 meter høje (cirka 23 fod – det svarer omtrent til højden på en to-etagers bygning) og står i en usædvanlig opstilling nær Boroughbridge. De har stået der siden omtrent år 2000 f.Kr., plus eller minus et par århundreder. I over 4.000 år har de stået som tavse vidner til historien.
Og i al den tid vidste ingen, hvor de kom fra.
Den gamle teori (som ikke helt holdt)
Tidligere antog videnskabsmænd, at stenene stammede fra en nærmere beliggende kilde kaldet Plumpton Rocks. Det gav mening, ikke? Den nærmeste kilde, vejen med mindst modstand.
Men her bliver det interessant.
Ny forskning fra Curtin University og University of York anvendte en smart teknik – de tog små prøver fra stenene ved hjælp af klæbebånd (hvilket er langt mindre invasivt end at hugge stykker af), analyserede de mineralske fingeraftryk i disse prøver og sammenlignede dem med mulige oprindelsessteder.
Resultaterne passede slet ikke med Plumpton Rocks.
De passede med Brimham Rocks.
Hvorfor ville nogen gøre dette?
Det er den del, der virkelig får én til at tænke, ikke sandt?
Forskerne antyder, at disse oldtidsbyggere ikke blot var praktiske – de var bevidste. Det faktum, at de valgte at slæbe enorme sten over 11 miles i stedet for at bruge det, der bogstaveligt talt lå lige ved siden af, fortæller os noget dybtgående.
Landskabet ved Brimham Rocks betød noget for dem.
Måske var det åndelig betydning. Måske var det kulturel mening. Måske var disse klipper forbundet med historier eller overbevisninger, som vi i dag kun kan gætte os til. Uanset årsagen var de villige til at lægge eksponentielt mere arbejde i at hente sten fra et sted, der åbenbart betød noget særligt.
Hovedforfatteren, dr. Anthony Clarke, formulerede det smukt: "Det handlede ikke blot om bekvemmelighed – det sted, stenene kom fra, havde sandsynligvis betydning for dem."
Hvad fortæller dette os om oldtidens mennesker?
Jeg vil være ærlig over for dig – undersøgelser som denne udfordrer den gamle fortælling om, at forhistoriske mennesker på en eller anden måde var "mindreværdige" eller mindre sofistikerede end os.
Dette var mennesker, der kunne planlægge massive byggeprojekter. De forstod ingeniørkunst godt nok til at flytte 25 tons tunge sten over svært terræn. De havde organiserede samfund, der var i stand til at koordinere utrolige præstationer af arbejdskraft. Og de traf bevidste, symbolske valg om deres byggematerialer.
De overlevede ikke blot. De udtrykte sig selv, deres overbevisninger og deres forbindelse til specifikke landskaber.
Det er ikke primitivt. Det er bemærkelsesværdigt.