Den gang forskere tog fejl — og det førte til noget helt vildt

Okay, jeg skal være ærlig: Jeg elsker historier, hvor forskere finder ud af, at de har taget fejl. Ikke fordi jeg nyder at se eksperter snuble, men fordi de øjeblikke som regel ender med at være langt mere spændende end den oprindelige historie.

Her er det seneste eksempel, og det er et godt et.

Under den lille by Ames i Oklahoma ligger et kæmpe meteorkrater begravet dybt under jorden. Vi snakker ikke en lille fordybning — dette krater er flere kilometer bredt og har igennem årene været en betydelig kilde til olie og gas. I lang tid troede forskerne, at krateret stammede fra en stor kosmisk begivenhed kaldet den Ordoviciske meteorevent for omkring 467 millioner år siden. Du ved, dengang Jorden tilsyneladende havde en Saturn-lignende ring lavet af asteroidemateriale. (Ja, du læste rigtigt. Jorden. Med ringe. Sindssygt, ikke?)

Men her bliver det interessant.

Et hold fra University of Texas i Austin har lige publiceret forskning, der viser, at Ames-krateret slet ikke hører til den gamle ringdannende begivenhed. I stedet er det næsten 100 millioner år yngre. Meteorsten ramte faktisk for omkring 370 millioner år siden, i den sene del af Devontiden.

Hvordan kunne forskerne tage så meget fejl?

Den oprindelige datering brugte conodont-fossiler — små tænder fra gamle åle-lignende kreaturer fundet i kraterets bjergarter. De små væsner levede i Ordovicium, så forskerne antog, at nedslaget også måtte være fra den periode.

Men her er sagen med meteornedslag: De er enormt voldsomme. Da den sten ramte Oklahoma, hvirvlede den kæmpe mængder af ældre bjergart og materiale op. Så de conodont-tænder var sandsynligvis allerede millioner af år gamle, da de endte i krateret. Nedslaget bevarede dem, men skabte dem ikke.

Så hvordan løste Texas-holdet sagen?

De brugte zirkonkrystaller.

Hvis du ikke kender zirkon, så forestil dig små tidskapsler lavet af krystal. De små fyre er utroligt holdbare og kan dateres radiometrisk med imponerende præcision. Forskerne daterede zirkonkrystaller fra granit, der var ændret af nedslagets varme, og hver metode de prøvede pegede på den samme yngre dato.

"Lige meget hvilken teknik vi brugte, fik vi det samme yngre signal," sagde hovedforfatter Elizabeth Catlos. Det er videnskabs-sprog for "vi blev ved med at tjekke igen, for vi kunne næsten ikke tro det."

Så hvorfor betyder det her overhovedet noget udover at rette en dato i kalenderen?

Den nye tidslinje placerer Ames-nedslaget lige omkring Frasnian-Famennian massudryddelsesbegivenheden, der skete for omkring 372 millioner år siden. Det var et katastrofalt øjeblik, der udslettede en stor del af marine liv på Jorden.

Og det åbner et genuint fascinerende spørgsmål: Blev massudryddelser udløst af kosmiske begivenheder som meteornedslag, eller af kræfter inde fra Jorden selv, som massive vulkanudbrud?

"Denne forskning flytter i bund og grund et vigtigt brik væk fra den Ordoviciske meteorevent og over til Frasnian-Famennian-begivenheden," som Catlos udtrykte det. Med andre ord: Et stykke bevis for "meteorer forårsagede massedød"-teorien er lige blevet flyttet til en anden gerningsplads.

Forskerne vil nu anvende zirkon-dateringsteknikken på flere nedslagssteder over hele Nordamerika. Hvis vi kan bygge en mere præcis tidslinje over disse kosmiske kollisioner, kan vi måske endelig begynde at forstå, hvad der egentlig driver Jordens største udryddelsesbegivenheder.

Jeg ved ikke, hvad du tænker, men jeg synes, der er noget underligt trøstende ved, at vi stadig samler brikker fra Jordens historie som detektiver på en gerningsplads. 400 millioner år er næsten umuligt at fatte, og alligevel sidder vi her og knækker små krystaller for at finde ud af præcis, hvornår en sten fra rummet omformede en del af Oklahoma.

Videnskab er ret sej undertiden.