Vent, Antarktis fik mere is?!
Okay, jeg er nødt til at fortælle dig noget, der lyder, som om det hører til i kategorien “mærkeligt, men sandt”. Trods alt det, vi hører om smeltende iskapper og stigende havniveauer, fik Antarktis faktisk tilført en enorm mængde is for ikke så længe siden. Vi taler om 695 milliarder tons – en rekordstor isvækst, der blev observeret af satellitter mellem 2021 og 2023.
Før du bliver for begejstret – og tro mig, jeg var også begejstret – lad mig give dig en realitetstjek. Det var ikke nogen omvendelse af klimaforandringerne. Det var mere som en midlertidig pause, en kortvarig genopfriskning. Og årsagen til, at det skete, er ærligt talt en af de sejeste (ordspil tiltænkt) klimadiscoveryer, jeg har stødt på længe.
Plottwisten: Det kom fra tropene
Her bliver det virkelig interessant. Ifølge ny forskning publiceret i Nature var den antarktiske isforøgelse ikke en mystisk gave fra atmosfæren. Forskere sporede den tilbage til et område med usædvanligt varmt havvand i tropene – du ved, det område nær ækvator, hvor vandet stort set altid har badevandstemperatur.
Det tropiske varmebassin, som forskerne kalder det, ligger, hvor det vestlige Stillehav møder det østlige Indiske Ocean. I perioden 2021-2023 forblev dette område varmere end normalt i en længere periode. Og denne varme udløste en kædereaktion, der bredte sig gennem atmosfæren helt til Antarktis – en rejse på tusindvis af miles.
Hvordan hænger det egentlig sammen?
Jeg ved, hvad du tænker: Hvordan i alverden kan varmt vand i tropene påvirke snefaldet i Antarktis? Der er jo ikke noget direkte rør, der forbinder dem, vel?
Nå, atmosfæren er ligeglad med afstand, når det handler om at flytte varme og fugtighed. Da det tropiske varmebassin blev varmt, udløste det noget, der kaldes en Rossby-bølgetog. Tænk på det som at kaste en sten i en dam – bølgerne spreder sig i alle retninger. Undtagen at disse “bølger” var enorme atmosfæriske bølger, der rejste fra tropene ned mod det sydlige polarområde.
Disse bølger hjalp med at omorganisere atmosfæren omkring Antarktis og skabte et specifikt trykmønster – lavtryk syd for Australien og højtryk langs den østantarktiske kyst. Dette mønster åbnede i bund og grund en motorvej for fugtighed, der kunne rejse fra det midlertropiske Indiske Ocean direkte mod Østantarktis.
Atmosfæriske floder til undsætning
Mekanismen, der leverede al den fugtighed? Atmosfæriske floder.
Hvis du ikke er bekendt med begrebet, er atmosfæriske floder i bund og grund smalle korridorer i atmosfæren, der transporterer enorme mængder vanddamp – nogle gange op til 15 gange så meget som Mississippiflodens vandføring, men i dampform. Når de rammer kolde områder som Antarktis, falder al den fugtighed som sne.
Cirkulationsmønsteret skabt af den tropiske opvarmning pegede disse atmosfæriske floder mod Østantarktis, hvilket resulterede i kraftigt og vedvarende snefald, der dumpede enorme mængder sne (og dermed is) ned på kontinentet.
Et årti-langt mønster, ikke en klimafiksering
Nu er det, jeg synes er fascinerende ved hele denne opdagelse. Forskerne fandt ud af, at disse perioder med vedvarende opvarmning af det tropiske varmebassin sker cirka én gang hvert årti. Så tropene fungerer i bund og grund som en “regulator” for antarktisk snefald over flere år.
Ret imponerende, ikke? Vores planets klimasystem er så sammenhængende, at det, der sker i det