Videnskabens svar på fremtiden: Cookies bagt af plastik

Lad mig fortælle dig om noget, der lyder som en plotline fra en sci-fi-film. Men det foregår faktisk i et rigtigt laboratorium lige nu.

Forskere fremstiller cookies. Af plastik.

Ikke plastiksmagscookies eller plastikformede cookies. Jeg mener, at selve byggestenene i de her kager kommer fra plastikflasker og landbrugsaffald. Og ærligt talt? Efter at have sat mig ind i metoden, er jeg oprigtigt begejstret for, hvor denne teknologi kan føre os hen.

Et problem, der er to muligheder

Det, der virkelig fangede min opmærksomhed ved forskningen fra Southern Illinois University Carbondale: Forskerne tog to kæmpe globale udfordringer — plastikforurening og fødevareusikkerhed — og tænkte: "Hvad hvis vi kunne slå to fluer med én smæk?"

Den slags kreativ problemløsning elsker jeg.

Teamet, ledet af lektor Lahiru Jayakody, startede med finansiering fra NASA. Rumorganisationen ønskede at udvikle metoder til at producere mad under lange missioner, hvor man ikke lige kan bestille pizza fra Jorden. Når man tænker over det, bliver astronauter på en flerårig rejse til Mars nødt til at klare sig med de ressourcer, de har til rådighed.

Plastik består grundlæggende af lange kæder af kulstofmolekyler. Det samme gælder mad. Spørgsmålet blev derfor: Kan vi nedbryde det ene og genopbygge det som det andet?

Mød den lille madfabrik: Gær

Her bliver det for alvor interessant. Forskerne står ikke og laver indviklede kemiske reaktioner på traditionel vis. De bruger mikroorganismer — nærmere bestemt konstrueret gær — til at udføre det hårde arbejde.

"Mikrober er utroligt kloge," forklarer Jayakody. "Så vi udnytter deres egenskaber til at løse de problemer, vi selv har skabt."

Jeg ved ikke, hvordan du har det med det, men jeg synes, det er både håbefuldt og en smule ydmygende på samme tid. Vi har skabt et massivt plastikproblem, men vi er også kloge nok til at hyre mikroskopiske organismer til at løse det.

Processen fungerer sådan her: Først går plastik (som de plastikflasker, du sikkert har dårlig samvittighed over at smide i genbrugsspanden) og landbrugsaffald (majsstængler, blade, den slags) igennem noget, der hedder oxidativ hydrotermal opløsning. Hold dig ikke fast ved det avancerede navn — det er blot en metode, der nedbryder genstridige materialer til mindre molekyler, som mikrober faktisk kan bruge.

De mindre molekyler fødes derefter til specialprogrammeret gær. Gæren gør, hvad gær nu engang gør bedst, og omdanner input til proteiner, fedtstoffer, vitaminer og smagsstoffer.

Cookie-evolutionen

Det endelige produkt kaldes µBites (udtales "mykrobaits", fordi forskere åbenbart elsker præfikser). Tænk på dem som proteinrige cookies, men de fremstilles ved hjælp af en 3D-printer.

Forskerne kan konstruere forskellige gærstammer til at producere forskellige ingredienser. Én stamme fremstiller vaniljearoma fra plantemateriale. En anden kan tage molekyler fra plastik og omdanne dem til betakaroten, som din krop omdanner til vitamin A.

Lige nu kommer nogle ingredienser som stivelse, fibre og sødemidler stadig fra eksterne kilder. Men holdet arbejder på at få mikroberne til også at producere de komponenter. Forestil dig en fremtid, hvor næsten alt i din mad kommer fra disse små biologiske fabrikker.

Ville du rent faktisk spise det?

Nu kommer det store spørgsmål: Hvordan smager de her plastikcookies?

Her er det ærlige svar: Ingen ved det endnu. Forskerne afventer stadig institutionel godkendelse, før de kan foretage formelle smagstest. Indtil videre har deltagerne kun vurderet cookies ud fra lugt.

Men her kommer det overraskende: De fleste sagde, de ville være villige til at spise µBites, hvis de befandt sig i en situation med fødevaremangel. Hvilket giver perfekt mening, ikke? Når man er sulten nok, er man ikke så kræsen med, hvor aftensmaden kommer fra.

Teamet forsøger også at gøre cookiesene mere tillokkende, selv når der findes andre madmuligheder. For at denne teknologi for alvor skal slå igennem, er det trods alt nødvendigt, at folk rent faktisk har lyst til at spise det — ikke bare accepterer det som en sidste udvej.

Hvorfor det her betyder noget ud over det weird-faktor

Lad mig være ærlig: Jeg forstår godt, at idéen om at spise noget fremstillet af plastik kan udløse din kvalmefaktor. Det er helt forståeligt. Men lad os zoome ud et øjeblik.

Denne teknologi kunne blive revolutionerende for katastrofehjælp, militære operationer eller samfund, der kæmper med både affaldshåndtering og fødevaremangel. Vi taler om at omdanne passiver — al den plastik, der hober sig op på lossepladser og i verdenshavene — til aktiver.

Og rumapplikationerne er indlysende. Hvis mennesker nogensinde begiver sig ud på langvarige missioner til Mars eller videre, vil astronauter have brug for bæredygtige fødekilder, der ikke kræver konstant forsyning fra Jorden.

"Vi bruger mikrober til at udvikle cookien til et mere attraktivt, forbrugervenligt produkt," siger ph.d.-studerende Sandhya Jayasekara, der har konstrueret mange af de gærstammer, der anvendes i projektet.

Forskerne håber, at disse cookies kan være klar til offentligt forbrug inden for de næste par år. Jeg er nysgerrig efter at se, hvad der sker, når den første person rent faktisk tager en bid og fortæller os, om det smager som en normal cookie eller noget helt andet.

I mellemtiden holder jeg nøje øje med dette område (ordspil bevidst) med genuint engagement. Nogle gange kommer løsningerne på vores største problemer fra de mest uventede steder — endda fra de samme plastikflasker, vi smider væk hver eneste dag.

Hvad tænker du? Ville du prøve én af de her cookies, hvis det betød mindre plastikaffald? Jeg vil meget gerne høre dine tanker i kommentarerne.