NASA vil have mennesker til at bo på Månen. Ja, du læste rigtigt.

Okay, lad mig bare sige det: Jeg har haft lidt svært ved at behandle denne nyhed. NASA arbejder faktisk på at oprette en permanent menneskelig bosættelse på Månen.

Ikke et hurtigt smut forbi som i Apollo-æraen. Nej, vi snakker om at bo der. I 2030'erne. Og ærligt talt? Det er både vanvittigt spændende og en smule skræmmende, når man begynder at tænke over detaljerne.

For det første: Månen. Et kæmpe klippefyldt ørkenområde uden luft, mad eller atmosfære. Og tilsyneladende heller ingen pizzeriaer. (Jeg holder stadig håbet alive, bare så du ved det.)

Transportomkostningerne er helt skøre

Her bliver min hjerne for alvor udfordret. Planen er ikke bare at fylde rumskibe med forsyninger og kalde det godt. Eksperter inden for rumplastik anslår, at det koster omkring 1,2 millioner dollars per kilo at sende ting fra Jorden til Månen.

Lad mig sige det igen: 1,2 millioner dollars. Per. Kilo.

Det er altså circa 540.000 dollars for ét pund af, hvad ved jeg, dine yndlingssnacks.

Så det er klart, at det ville blive absurd dyrt at slæbe alt med fra Jorden. Og forestil dig scenariet: Din raket eksploderer på vej derop med din månedlige madforsyning. Det ville være en rigtig dårlig dag på kontoret.

Men vent — der er faktisk godt nyt

Månen er ikke helt så tom, som man skulle tro. Forskere har opdaget store mængder frossent vandis nær Månens sydpol — gemt i kratere, som aldrig ser sollys. Vand er selvfølgelig vigtigt til at drikke, men her kommer det interessante: Man kan spalte det til brint og ilt, som igen kan bruges som raketbrændstof.

Så astronauterne kan både drikke og tanke fra den samme kilde. Ret smart, ikke?

Spisning af asteroider — ja, du læste rigtigt

Så kommer vi til madsituationen. Og her tager det virkelig en mærkelig drejning.

Forskere undersøger faktisk, om astronauter en dag kan spise asteroider.

Jeg ved, jeg ved. Men hør nu her.

Et forskerhold fra Western University offentliggjorde resultater, der viser, at kulstof i asteroidestøv teoretisk set kan omdannes til spiselig mad. De brugte en proces kaldet pyrolyse (opvarmning uden ilt) til at omdanne organiske materialer til en olie, som bakterier gladeligt spiste i en bioreaktor.

Er det bizart? Helt sikkert. Kan det brødføde fremtidige Månebosættere? Måske.

Men der er selvfølgelig en hage ved det

Og her kommer det, der virkelig sætter tingene i perspektiv. Husk jeg nævnte iltproduktionstest på Mars? Den gik således: Perseverance-robotten formåede at producere omkring 122 gram ilt over to år.

Det svarer til, hvad en lille hund indånder på cirka 10 timer.

For et helt astronautteam, der håber at leve på Månen i længere perioder? Vi får brug for betydeligt mere end det.

Hvad jeg tænker

Ærligt talt: Da jeg først hørte om asteroidemadsforskningen, grinede jeg højt. Men jo mere jeg tænker over det, desto mere indser jeg, at det er præcis den slags kreativ problemløsning, menneskeheden kommer til at få brug for.

Vi snakker ikke længere bare om at plante et flag. Vi snakker om at finde ud af, hvordan mennesker faktisk kan trives et andet sted end Jorden. Og ærligt? Det giver mig håb, at forskerne overhovedet tager disse usædvanlige tilgange seriøst.

Ja, 2030'erne er måske lidt optimistisk. Teknologien mangler absolut en del finpudsning. Men jeg glæder mig oprigtigt til at se, hvor det bærer hen.

Og hey, hvis astronauter kan finde ud af at spise rumsten, kan de måske også endelig løse gåden om, hvorfor hotelpizza på krydstogtskibe altid smager så underligt. (Det var en joke, men også... ja, nogen burde undersøge den sag.)

Hvad synes du? Ville du melde dig som frivillig til Måne-liv? Skriv endelig i kommentarerne — jeg vil gerne høre dine tanker om dette kosmiske eventyr, vi tilsyneladende er ved at tilmelde os.