Noget vildt er lige sket inden for kvantecomputere, og jeg er ret begejstret.
IBM og forskere fra University of Chicago har løst en beregning på cirka 15 minutter. Den samme opgave? Klassiske computere ville bruge så lang tid, at vi praktisk talt snakker evigheden.
Så hvad kalder vi det? Kvanteoverlegenhed eller fordel?
Måske husker du "kvanteoverlegenhed" fra et par år siden, da Google sagde, de havde opnået noget lignende. Det var bare lidt kontroversielt. Kritikere pegede på, at selvom kvantecomputeren gjorde noget, klassiske computere ikke kunne, så var "problemet" faktisk ikke nyttigt til noget. Det var mest for at vise musklerne.
Det der gør IBM's nyhed anderledes er, at de taler om "kvantefordel" — og det er den rigtige betegnelse. De har ikke bare gjort noget svært. De har også begyndt at løse verificeringsproblemet.
Verificeringsproblemet: Hvordan stoler du på en kvantecomputer?
Her kommer paradokset: hele pointen med kvantecomputere er at løse problemer, som klassiske computere ikke kan håndtere. Men hvis en klassisk computer ikke kan løse det... hvordan ved vi så, at kvantecomputeren fik det rigtige svar?
Det har været et kæmpe problem. Du kan køre en kvanteberegning, men uden en måde at tjekke resultatet på, hvordan ved du så, at det ikke var volapyk?
IBM-teamet løste det smart. De udviklede en ny metode, der holder problemet svært nok til at være ægte kvante (så klassiske computere stadig kæmper), men tilføjer nok struktur til, at de faktisk kan tjekke, om der snegede sig fejl ind.
Professor Bill Fefferman fra University of Chicago sagde det godt: "Verificering er stadig en af de største udfordringer i at fastslå eksperimentel kvantefordel." Og det er præcis, hvad de har tacklet.
Fejlkorrektionen der virker
Her bliver det virkelig imponerende fra et ingeniørmæssigt synspunkt.
Teamet arbejdede med 70 logiske qubits. Hvis du er ny i det her, tænker du måske "er en qubit ikke bare en qubit?" — men nej. Disse er ikke rå, skrøbelige qubits. De er logiske qubits, hvilket betyder, at de er kodet på en smart måde, der beskytter kvanteinformationen mod fejl og støj.
Tænk på det sådan: i stedet for at stole på ét skrøbeligt æg, holder du øje med en omhyggeligt arrangeret gruppe æg, hvor systemet kan opdage og rette, hvis et går i stykker.
Med de 70 logiske qubits udførte de over 2.400 to-qubit operationer og næsten 500 T-gates. Det er meget kvanteakrobatik. Og resultaterne? De logiske fejlrater var 10 gange lavere end de underliggende fysiske fejlrater.
Det er en kæmpe ting. Det betyder, at fejlkorrektionen faktisk virker i stor skala.
Hvad betyder det egentlig?
Lad mig være ærlig: dette betyder ikke, at kvantecomputere snart erstatter din laptop. Vi er stadig i forskningsfasen, og "løse problemer der er uløselige for klassiske computere" er noget andet end "løse problemer der hjælper menneskeheden."
Men her er hvad der gør mig spændt: vi ser fundamentet blive bygget. IBM's Jay Gambetta sagde noget, der sank ind hos mig — "Vi er nu solidt i kvantefordelens æra."
Og jeg synes, han har ret til at være optimistisk. Vi laver ikke bare kvantecomputere, der kan gøre svære ting. Vi laver nogle, der gør svære ting pålideligt, og — vigtigst — vi kan verificere, at de gør dem rigtigt.
Det er tre ting: hastighed, pålidelighed og troværdighed.
Kredsløb og resultater fra eksperimentet deles offentligt gennem Quantum Advantage Tracker, så andre forskere kan studere dem, bygge videre på dem og presse feltet fremad.
Min vurdering
Jeg har fulgt kvantecomputere i årevis, og der har været meget "fem år væk"-energi omkring det. Men ind imellem sker der noget, der får mig til at tænke: nå, okay, dette udvikler sig faktisk.
Dette føles som et af de øjeblikke.
Kombinationen af skala (70 logiske qubits), ydeevne (10x fejlreduktion) og verificering (faktisk at kunne stole på resultaterne) — det er ikke bare trinvis fremskridt. Det er meningsfuldt fremskridt.
Jeg holder øje med, hvad der kommer næste gang. Og ærligt? Jeg er forsigtigt optimistisk over, at vi endelig begynder at se kvantecomputere blive voksne.