Arktis' hemmelige skyfabrik

Jeg bliver nødt til at fortælle dig om noget, der virkelig har slået mig bagover. Det handler om skyer på et af Jordens mest øde steder.

Forskere har for nylig opdaget, at Arktis har en skjult "skyfabrik" – en naturlig proces, der har været der hele tiden. Og det vilde er: vores klimamodeller har fuldstændig overset den.

Hvad sker der ved iskanten?

Det magiske sker der, hvor havis møder åbent hav – en smal zone, forskerne kalder "marginal-iskanten." Tænk på det som et travlt kvarter, hvor land, vand og is mødes. Marint liv blomstrer der. Og tilsyneladende også en fascinerende kemi.

Når sollys rammer området, sætter det gang i en kædereaktion med jod (ja, det samme som vi bruger på sår), svovlforbindelser og organiske molekyler fra havet. Disse ingredienser flyver op i atmosfæren og... vupti... de skaber partikler, der kan danne skyer.

Men her bliver det for alvor interessant: under én måling sprang koncentrationen af disse sky-dannende partikler fra omkring 50 til 1.500 per kubikcentimeter på bare én dag. Det er en halvtreds-dobling! Forestil dig at gå fra en håndfuld frø til en hel have fra den ene dag til den anden.

Hvorfor skulle du bryde dig om det?

Du tænker måske: "Okay, skyer. Hvad så?"

Tja, skyer er praktisk talt Jordens termostat. De reflekterer sollys tilbage til rummet (køler ned) eller holder på varmen som et tæppe (varmer op). Arktis opvarmes allerede mere end tre gange hurtigere end resten af planeten. Det er et af de mest klimafølsomme steder på Jorden.

Når havisen smelter (hurtigere end nogen havde håbet), bliver denne is-hav-grænsezone større. Større zone betyder mere af denne partikel-dannende proces. Flere partikler kan betyde flere skyer. Og her kommer twistet: flere skyer i opvarmningssæsonen kan faktisk fremskynde issmeltningen – mens de måske køler det åbne hav.

Det er næsten som om, Arktis kæmper mod opvarmningen på sin egen komplicerede måde. Men vi forstår stadig ikke reglerne i den kamp.

Den manglende brik i klimamodellerne

Det er det, der virkelig fascinerer mig ved den her historie. Forskerne siger, at denne proces kun var blevet demonstreret i laboratorieforsøg før. Nu har de bekræftet, at den faktisk sker i den virkelige verden – og den er slet ikke med i vores klimamodeller.

I mere end 80% af de solrige dage, de studerede, så de tegn på denne nye partikeldannelse. Det er ikke en sjælden begivenhed. Det er almindeligt. Og vi... tager simpelthen ikke højde for det.

Teamet opdagede noget, der hedder jodholdige iltede organiske molekyler (I-OOMs, for dem der kan lide forkortelser). Disse forbindelser hjælper små partikler med at vokse store nok til at danne skyer. Det er som om, de fandt den manglende ingrediens i en opskrift, vi troede vi forstod.

Hvad betyder det fremadrettet?

Forskerne arbejder nu på at få denne proces ind i klimamodellerne. Det er afgørende arbejde. Hvis vi vil forudsige arktisk opvarmning – og globale klimamønstre, da Arktis påvirker vejret over hele verden – er vi nødt til at få det rigtigt.

Men ærligt talt? Jeg synes, denne opdagelse er mærkeligt håbefuld. Vi har fundet noget nyt. Noget virkeligt. Noget der sker lige nu. Videnskaben virker. Forskere ledte, de målte, de fandt beviser, og nu kan vi gøre det bedre.

Arktis forandrer sig hurtigt. Hver proces, vi ikke forstod, er endnu en gåde mellem os og at vide, hvad der kommer næste gang. Så lad os fejre at løse gåder – én sky ad gangen.

Kilde: ScienceDaily