Da Solen nægtede at holde mund
Forestil dig en gæst, der ringer på og aldrig slipper knappen. Præcis sådan føltes det for NASA-forskere sidste august, da de fangede et radio-signal fra Solen, der bare fortsatte og fortsatte.
Normale soludbrud varer typisk timer eller højst et par dage. Dette ene varede 19 dage i træk. Det er næsten fire gange længere end den tidligere rekord på fem dage.
Et signal, der ikke ville dø
Signalet tilhører gruppen af Type IV-bursts. De opstår, når energirige elektroner sidder fanget i Solens stærke magnetfelter. Elektronerne hopper rundt som i en gigantisk flippermaskine og sender radiobølger ud, hver gang de rammer væggene.
De radiobølger når aldrig Jorden. De stopper i atmosfæren. Men de fortæller alligevel en vigtig historie: samme magnetiske forhold kan udløse voldsomme partikelexplosioner, der kaldes koronale masseudkast. Dem kan vi mærke.
Flere rumsonder på sagen
NASA satte fire forskellige fartøjer til at lytte: Parker Solar Probe, Wind, Solar Orbiter og STEREO. Fordi Solen roterer, kunne hver sonde se signalet på skift. Sammen tegnede de et samlet billede af, hvad der foregik.
Ved hjælp af STEREO-data fandt forskerne ud af, at signalet kom fra en stor magnetisk struktur kaldet en hjelmstrømmer – en slags magnetisk kuppel i Solens ydre atmosfære.
Tre udbrud holdt det i gang
Men det mest overraskende: forskerne mener, at tre separate masseudkast fra samme område pumpede ekstra energi ind i signalet. Hver gang et nyt udbrud kom, fik radio-bølgerne nyt liv. Det forklarer, hvorfor det varede så længe.
Resultaterne er netop offentliggjort i Astrophysical Journal Letters.
Hvorfor det betyder noget
Lange radio-bursts er tidlige advarselssignaler. De hjælper os med at forudsige, hvornår Solen kan sende farlige partikelskyer mod Jorden. Sådanne skyer kan lamme satellitter, forstyrre GPS og slå strømmen ud.
Jo bedre vi forstår disse usædvanlige signaler, jo tidligere kan vi nå at beskytte vores teknologi.
Solen overrasker stadig
Vi har set på Solen i årtier. Alligevel viser den os stadig noget nyt. At et enkelt udbrud kan vare fire gange længere end forventet, minder os om, hvor meget vi stadig ikke ved om vores nærmeste stjerne.