Historien om den forsvundne guldleting, der aldrig slap ud af dybet
Har du hørt om den japanske ubåd, der forsvandt med tonsvis af guld midt under Anden Verdenskrig? Nej? Det overrasker mig faktisk ikke. For det her er en af de mest vanvittige historier, du sjældent støder på.
Lad mig fortælle dig den.
En hemmelig last i krigstid
Tænk dig om. Det er marts 1944. Krigen raser stadig. En japansk ubåd glider lydløst ud fra Japan. Den er lastet med guld. Omkring 2,2 tons guld. I dagens penge? Over 800 millioner kroner.
Ubåden hedder I-52, og dens opgave er klar: Bring guld til Nazi-Tyskland. Byt det mod avanceret teknologi, som tyskerne gerne vil sælge.
Det lyder som starten på en actionfilm, ikke? Men det her skete altså bare.
Ud over guldlasten havde ubåden også tungsten, molybdæn, opium, koffein, kinin, rågummi og tin med. Et helt lager af krigsmateriel, pakket ind i dybeste hemmelighed.
Planen var en hemmelig rendezvous med en tysk ubåd ud for den franske kyst.
Problemet bare? Amerikanerne kendte hver eneste detalje.
Da koden blev knækket
Vores kryptologer havde fanget og dekoderet de japanske beskeder. De vidste præcis, hvor I-52 var på vej hen. Heldige som bare pokker, ville man næsten sige.
Så ud blev USS Bogue sendt. Et hangarskib med eskortedestruktører, der satte kurs mod midten af Atlanten.
Om bord var løjtnant Jesse D. Taylor. Han fløj et Grumman TBF Avenger-torpedofly.
I 2000 fortalte Taylor historien i et National Geographic dokumentar. Hans ord giver mig stadig gåsehud.
Hans radiooperatør fik øje på noget på radaren. De kastede faldskærmslys ned for at belyse målet. De hørte den genkendelige lyd af en ubåds propel. Så affyrede de en torpedo.
Bagefter var de usikre på, om de havde ramt. Så kom endnu et fly og smed endnu en torpedo.
Hvad skete der så? Taylor selv sagde det på et bevaret lydbånd — midt i statisk og hvæsende radio:
"Vi fik den sønofabitch!"
Dagen efter ankom destroyeren USS Janssen til stedet. Crewet fandt rester i vandet. Silkerester. En sandal. Tonsvis af flydende gummi. Og desværre også menneskelige rester.
Ubåden var væk. Men guldet? Hvor var guldet?
Manden, der nægtede at give op
I årtier mente alle, at guldet var tabt for altid. Vi taler om vragdybder på næsten fem kilometer. Det er dybt. Utilgængeligt.
Så dukkede Paul Tidwell op.
Vietnamveteran. Certificeret dykker. Og besat af at finde I-52.
Han gravede igennem arkiver. Library of Congress. De Amerikanske Nationalarkiver. Marinemuseer. Tusindvis af sider med skibslogbøger og records. Han ledte efter enhver ledetråd, der kunne føre ham til ubåden.
Tænk lige over det. De fleste af os havde givet op efter et par måneder. Tidwell fortsatte i år.
Og ved I, hvad han fandt? I de Nationalarkiver stod svaret sort på hvidt. Nyklassificerede dokumenter. Intelligence-rapporter. Dekrypterede fjendebeskeder. De pegede alle sammen mod det samme sted: Halvvejs mellem Barbados og Kap Verde-øerne.
En spøgelse dukker op
I 1995 havde Tidwell overbevist investorer. Over en million dollar var skrabet sammen. Han chartrede et russisk havforskningfartøj og stævnede ud.
Uger gik. Ingenting.
Så kom Nauticos med i billedet. Grundlægger David Jourdan kom med et afgørende forslag: Navigationsposterne, de brugte, var forkerte. De justerede søgeområdet.
Og den 2. maj 1995 — der var den. Et spøgelse i dybet. I-52, fundet på omkring 5.000 meters dybde.
Fem tusind meter, folkens. Det er mørkt. Det er dybt. Det er noget, vi knap kan forestille os.
Så... Hvor er guldet så?
Her bliver historien frustrerende.
At finde vraget var én ting. At komme ind til det, der måske ligger derinde? Det er en helt anden udfordring.
Tre år senere vendte Tidwell tilbage med bedre udstyr. Dybhavsundervandsbåde. Men visse dele af ubåden har stadig været utilgængelige.
Og det bringer os til i dag. Guldet er stadig derude. Måske.
Spørgsmålet er, om nogen nogensinde får fat i det.
Hvad tænker du?
Personligt? Da jeg første gang hørte den her historie, tænkte jeg med det samme: "Nogen burde lave en film om det."
Men så gik det op for mig. Den virkelige historie er faktisk mere spændende end noget, Hollywood kunne finde på. Det handler om krigstidens spionage. Om avanceret teknologi. Om menneskelig stædighed. Om en mand, der brugte årtier på at jagte en drøm, alle andre mente var umulig.
Hvad synes du? Skal nogen blive ved med at prøve at bjærge guldet? Eller er det bedre, som det er — en af havets store gåder?
Skriv en kommentar og lad os snakke om det.