Okay, så Huleboere Spiste Faktisk Andre Mennesker?

Jeg bliver nødt til at fortælle jer om noget, jeg stødte på for nylig. Noget der er både fascinerende og en smule uhyggeligt.

Forestil dig arkæologer, der graver rundt i huler i det sydlige Spanien. Routinearbejde. Men så finder de menneskeknogler. Ikke begravede knogler. Nej, knogler der var behandlet — nogen havde fjernet kødet bevidst, knust dem for at få marrow ud, og i nogle tilfælde tilsyneladende kogt dem.

Min første reaktion? "Vent, det her skete faktisk?"

Men beviserne? De er svære at argumentere imod.

Tre Huler, Én Urolig Tendens

Forskerteamet, ledet af arkæolog Palmira Saladié fra Det Catalanske Institut for Menneskelig Paleoøkologi og Social Evolution, undersøgte tre hulesteder i Granada-provinsen: Malalmuerzo, Carigüela og Majolicas. Der havde længe været rygter blandt forskerne om, at disse huler kunne indeholde tegn på forhistorisk kannibalisme. Men rygter er ikke videnskab, vel? Man har brug for beviser.

Og beviser fandt de.

På Malalmuerzo-hulen alene katalogiserede de over 700 knoglefragmenter fra mindst 36 forskellige individer. Seksogtredive mennesker. Det er ikke en tilfældig tragedie. Det er et mønster.

Hvad Fortæller Knoglerne Os?

Her bliver det virkelig interessant — og ja, en smule makabert. Da forskerne undersøgte knoglerne under mikroskoper og kørte kulstof-14-datering, fandt de:

• Snit fra stenværktøj, hvor kød var blevet fjernet bevidst
• Tandmærker (ja, faktiske menneskelige tandmærker)
• Knogler der var intensionelt knust for at nå ind til marrow
• Tegn på kogning — knogler der var blevet hvide og gennemsigtige af varme

På Carigüela-stedet fandt de noget endnu mere uhyggeligt: to kopper lavet af menneskekranier. Nogen havde omhyggeligt fjernet toppen af et kranie, slebet kanterne glatte og lavet det til et drikkekar.

Men Her er Gåden...

Og det er det, der virkelig får mig til at tænke. Ikke alle knoglerne passer ind i samme mønster. Nogle individer — særligt børn — havde knogler farvet med cinnober, et klart rødt mineral. Cinnober blev ofte brugt i gamle begravelsesritualer.

Så blev disse mennesker behandlet anderledes på grund af, hvem de var? Deres alder? Deres relation til dem, der spiste dem?

Hvorfor?

Kannibalisme er nemlig ikke bare én ting. Det kan betyde vidt forskellige ting i forskellige sammenhænge:

• Overlevelseskannibalisme: De berygtede overlevende fra "Into the White", der spiste deres medsejlere af ren desperation
• Krigskannibalisme: At spise besejrede fjender for at demonstrere dominans eller absorbere deres kraft
• Endokannibalisme: At indtage familiemedlemmer som del af sørgeritualer
• Rituel kannibalisme: At spise dele af fjender (eller venner) for åndelige fordele

Forskerne selv indrømmer, at de ikke ved, hvilken kategori — eller kategorier! — der passer her. Knoglerne strækker sig over forskellige tidsperioder, forskellige aldre, forskellig behandling. Det er ikke én enkel, forfærdelig hændelse. Det ser ud til at have været en praksis, der fortsatte over lang tid.

Hvad Betyder Det for Os?

Jeg vil være ærlig. At læse om det her gav mig grund til eftertænksomhed. Vi taler om mennesker, der levede for cirka 7.000 år siden. Mennesker der havde sprog. Der begravede deres døde (nogle gange). Der lavede kunst og værktøjer og musik.

Og tilsyneladende spiste de også hinanden engang imellem.

Ændrer det vores syn på vores forfædre? Jeg ved det ikke. Måske minder det os bare om, at mennesker altid har været komplicerede væsener — i stand til både dyb skønhed og virkelig forstyrrende valg.

Eller måske fortæller det os, at når ressourcerne blev knappe, når konflikter opstod, når overlevelse stod på spil... så har mennesker altid været villige til at overskride grænser, vi nu anser for utænkelige.

Det Spørgsmål, der Bliver Hængende

Det, der hjemsøger mig mest, er det simple spørgsmål: Hvorfor gjorde ikke alle det?

Altså, hvis du sulter, og der ligger et lig... så kan overlevelsesinstinktet slå til. Men disse huleboere havde tydeligvis valgmuligheder. De jagede dyr. De samlede mad. De boede i disse huler i generationer.

Og alligevel valgte de periodisk at behandle menneskekroppe som husdyr.

Det fortæller mig, at det her ikke bare var desperation. Det var et valg — muligvis rituelt, muligvis hævn, muligvis noget vi ikke længere har ord for, fordi den viden døde med dem.

Hvad tænker du? Er det beviser på mørke tider, eller bare anderledes tider?

Kilde: Popular Mechanics