Okay, jeg skal fortælle dig om noget, der fuldstændig har fanget min fantasi i denne uge, og jeg tror, du vil føle det samme, når jeg forklarer det nærmere.
Du ved, hvordan tidsrejser i film altid involverer en eller anden kosmisk fejl eller en "glitch" i universet? Det viser sig, at fysikere måske har fundet noget, der minder lidt om det – bortset fra at vi ikke taler om en DeLorean, der kører 88 miles i timen, men om en mikroskopisk, mikroskopisk ufuldkommenhed i selve tiden, som opstår i kvantemekanikkens mærkelige verden.
Lad mig tage et skridt tilbage og forklare, hvorfor dette er så sejt.
Kvanteverdenen spiller efter andre regler
Hvis du nogensinde har hørt, at kvantefysik er mærkelig, er det underdrivelse af århundredet. I kvanteverdenen – atomernes og partiklernes rige – kan ting eksistere i det, der kaldes en "superposition". Det betyder, at en partikel kan være på flere steder eller i flere tilstande på præcis samme tid, indtil nogen observerer den.
Det er som at have en mønt, der er både krone OG plat, indtil du griber den midt i et kast og kigger ned på den.
Når vi måler eller observerer et kvantesystem, "kollapser" denne superposition til én bestemt udfald. Denne proces kaldes bølgefunktionskollaps, og det har været den standardforklaring inden for kvantemekanikken i årtier.
Men hvad nu, hvis kollaps sker af sig selv?
Her bliver det interessant. Nogle fysikere har udforsket en vild idé: Hvad nu, hvis bølgefunktionskollaps slet ikke kræver en observatør eller et måleapparat? Hvad nu, hvis kollaps sker spontant, som naturens egen måde at bestemme sig på?
Disse idéer kaldes kvantekollapsmodeller, og de har cirkuleret siden 1980'erne. Men for nylig besluttede et hold af fysikere at tage en af disse modeller seriøst – virkelig seriøst – og stillede et spørgsmål, som jeg finder absolut fortryllende:
Hvad ville dette betyde for selve tiden?
Eksperimentet, der ændrede alt (vel, næsten alt)
Forskerne, ledet af Nicola Bortolotti fra CREF i Rom, kiggede nærmere på en model udviklet af Lajos Diosi og Sir Roger Penrose. Deres idé antyder, at tyngdekraften måske er den mystiske kraft, der skubber kvantesystemer til at kollapse til bestemte tilstande. Tænk på det som tyngdekraften, der hvisker til partiklerne: "Hey, vælg én allerede."
Holdet studerede også en anden tilgang kaldet Kontinuerlig Spontan Lokalisering, og for første gang fandt de en matematisk forbindelse mellem denne model og gravitationelle fluktuationer i selve rumtiden.
Og her er den sindssygt fascinerende del: Deres beregninger antyder, at hvis disse kollapsmodeller er korrekte, ville tiden have en lille indbygget usikkerhed. Ikke den slags usikkerhed, der skyldes dårlige ure eller menneskelige fejl, men en faktisk fundamental grænse, der er indbygget i virkelighedens væv.
Så... er mine ure forkerte?
Før du begynder at bekymre dig, lad mig give dig de gode nyheder.
Denne usikkerhed er så utrolig lille, at det næsten er latterligt. Vi taler om en effekt, der er "mange størrelsesordener under alt, hvad vi kan måle i øjeblikket", ifølge forskeren Catalina Curceanu.
På almindeligt sprog? Selv de mest sofistikerede atomure på Jorden – den slags, der holder tiden så præcist, at de kun ville være forkerte med cirka ét sekund på 30 milliarder år – ville ikke engang bemærke denne "glitch".
"Det er fuldstændig irrelevant for den daglige tidsmåling," bekræftede en anden forsker. Dit armbåndsur, din telefon, dit vækkeur, dine fancy GPS