Tidsrejser fik mig til at tænke helt forkert

Okay, lad mig være ærlig: Jeg har brugt alt for mange sene nætter på at dykke ned i tidsrejser. Du kender det — læser om paradokser, ser YouTube-videoer om ormehuller, bliver ærligt talt stresset over hvad der ville ske hvis man kom til at slå sin egen bedstefar ihjel.

Men det der holder mig vågen om natten (på en god måde) er: hvad hvis vi har tænkt over tidsrejser helt forkert?

Bedstefar-paradokset (det er sjoere end det lyder)

Forestil dig: Du bygger en tidsmaskine, hopper ind, rejser tilbage til 1955 og kommer tilfældigvis til at forhindre din bedstefar i at møde din bedstemor. Ingen bedstefar betyder ingen dig. Ingen dig betyder ingen tidsmaskine. Ingen tidsmaskine betyder... du fanger ideen. Det er et logisk mareridt pakket ind i en hyggelig sci-fi-indpakning.

Dette er det berømte "bedstefar-paradoks", og i årtier mente fysikere at det var den endelige deal-breaker. Hvis du kunne ændre fortiden, ville du skabe umulige situationer hvor årsag og virkning bryder fuldstændigt sammen.

Men her bliver det interessant.

Nogle forskere mener nu at paradokser som dette måske slet ikke bryder virkeligheden. I stedet kan de afsløre noget helt vildt: universet indeholder måske allerede alt, på én gang.

Hvad tester forskerne egentlig?

Jeg skal være ærlig — da jeg først hørte om faktiske laboratorieeksperimenter med tidsrejsebegreber, var jeg nødt til at sætte mig ned.

Dr. Kater Murch ved UC Berkeley kører eksperimenter der lyder som de er fra en sci-fi-film. Han bruger kvantebits (de små supraledende kredsløb der udviser kvanteadfærd) til at simulere scenarier der spejler tidsrejser — specifikt det der kaldes en "lukket tidslignende kurve."

Lad mig prøve at forklare det uden at få din hjerne til at eksplodere.

Eksperimentet involverer to kvantepartikler der er sammenvævet — altså forbundet på en måde hvor det der sker med den ene øjeblikkeligt påvirker den anden, uanset afstanden. Murchs team viste at ved at måle på én partikel bagefter, kunne de faktisk påvirke hvordan den anden partikel opførte sig i fortiden. Det er som om information rejste baglæns gennem tiden.

"Et af mine eksperimenter blev inspireret af et øjeblik hvor jeg så et stjerneskud over mig," forklarede Murch. "Jeg undrede mig — ville det have været muligt at få et kamera til at tage et billede af stjerneskuddet efter begivenheden var sket?"

Og her kommer det vilde: kvantemekanik tillader faktisk noget lignende. De kunne orientere en sensor "i bakspejlet", praktisk talt.

To Vilde Ideer Der Måske Redder Tidsrejser

Forskere har fundet frem til et par scenarier hvor paradokser ikke ødelægger alt:

Mange-Verdener-Teorien: Denne dukker nok mest op i Marvel-film. Når du rejser tilbage i tiden og ændrer noget, omskriver universet ikke sig selv — det splitter. Din bedstefar i den nye tidslinje lever, du eksisterer, og ingen paradoks. Bare en helt ny gren af virkeligheden hvor tingene gik anderledes.

Universet Ordner Det Selv: Fysiker Lorenzo Gavassino fra Cambridge siger det sådan: "Problemet er at universet har tendens til at bryde sammen før" — altså hvis du prøvede at skabe et paradoks, ville universet måske finde måder at stoppe det på. Måske dannes singulariteter, måske andre mekanismer træder i kraft. Virkeligheden har nogle indbyggede sikkerhedsforanstaltninger.

Hvorfor Skulle Du Overhovedet Bry Dig?

Jeg ved hvad du tænker: "Fed videnskab, men det betyder faktisk ikke at jeg kan møde dinosaurusser, vel?"

Fair nok.

Men her er hvorfor jeg finder det virkelig spændende: de her eksperimenter handler ikke rigtig om at bygge tidsmaskiner (selvom, hey, det ville være nice). De handler om at forstå tidens fundamentale natur.

Tænk over det. Hvis universet allerede indeholder alt på tværs af alle tidspunkter — fortid, nutid og fremtid — hvad betyder det så for hvordan vi oplever virkeligheden? For fri vilje? For årsag og virknings natur?

Dr. Nicole Yunger Halpern fra NIST beskriver en lukket tidslignende kurve som "en bane gennem rumtiden der sløjfer tilbage på sig selv i tidsdimensionen" hvor "en partikel på en lukket tidslignende kurve kan møde sit tidligere jeg."

Da jeg læste det, forestillede jeg mig en lille kvantepartikel der giver sin fortidige version et high-five, og ærligt? Det er den slags billede der gør fysik vidunderlig.

Notesbogsparadokset (Min Personlige Favorit)

Før jeg siger farvel, lad mig give dig dette: hvad hvis du rejste tilbage i tiden og gav dig selv en notesbog der forklarede hvordan man bygger en tidsmaskine? Og så, år senere, brugte du den notesbog til at bygge tidsmaskinen, rejste tilbage og gav dit fortidige jeg den samme notesbog.

Hvor kom notesbogen fra?

Dette kaldes bootstrap-paradokset — information uden oprindelse. Og ærligt? Jeg finder det mere fascinerende end bedstefar-delen. Det handler ikke om destruktion; det handler om skabelse uden skabelse. Viden der eksisterer bare fordi den må eksistere.

Her er hvad jeg bliver ved med at tænke over: videnskab handler ikke om at have alle svarene. Det handler om at stille spørgsmål der presser grænserne for hvad vi tror er muligt.

Tidsrejser sker måske aldrig. Vi rejser måske aldrig over for at snakke med Leonardo da Vinci eller advare dinosaurusser om den sten. Men udforskningen af de her ideer — kvanteeksperimenterne, de matematiske modeller, den teoretiske fysik — det er det der driver os fremad.

Og ærligt? Det faktum at fysikere kører rigtige eksperimenter for at teste de her koncepter føles bare som bevis for at nysgerrighed, kombineret med grundig tænkning, kan føre os til virkelig ekstraordinære steder.

Selvom de steder bare er matematiske muligheder i et univers der måske allerede indeholder alt, alle steder, på én gang.

Kilde: https://www.popularmechanics.com/science/a73835729/we-might-solve-time-travel-paradoxes