Da oldgamle mennesker tygget narkotika for at dulme tandsmerter

Okay, jeg er nødt til at fortælle dig om noget, jeg lige har lært. Og jeg kan seriøst ikke slippe det.

Forestil dig en hule på øen Sulawesi i Indonesien. Forskere graver forsigtigt rester af gamle mennesker—jægere-samlere fra den sidste istid, et sted mellem 16.000 og 25.000 år tilbage. De har nogle gamle jeksler og stykker kæbeben, og ved første øjekast virker det ikke særlig specielt.

Så tager nogen et nærmere kig.

Og finder fordybninger. Runde, hule riller i tænderne, der ikke matcher nogen kendt tandsygdom nogensinde dokumenteret før.

Hvad pokker foregik der her?

Historien tager en drejning

Her bliver det vildt. Sliddet på de gamle tænder fortalte en meget specifik historie. Når man kigger på, hvordan tænder slides fra normal spisning eller usædvanlige vaner, er der et mønster. Men det her? Det var anderledes.

Forskerne lagde mærke til, at kindtænderne viste skader, der matchede noget, der blev gentagne gange flyttet fra den ene kind til den anden. Vi taler om en genstand nogenlunde på størrelse og facon med en betelnød—den hårde kerne fra arecapalmen.

Det gamle menneske ville klemme den mellem tænderne, af og til tygge på den, og så skubbe den fra kind til kind med tungen. Og igen. Og igen. I år, sikkert.

Resultatet? Tænder slidt så meget ned, at de i mindst ét tilfælde var slidt helt ned til nerven.

Vent, hvorfor tyggede oldgamle mennesker narkotika?

Godt spørgsmål. Og ærligt talt, det er det, der gør historien så fascinerende.

Se, i dag tygger folk stadig betelnødder mange steder i Asien og Oceanien. Som regel er de pakket ind i et betelblad med lidt læsket kalk (som hjælper med at frigive de aktive stoffer), og det bruges som et stimulant—noget der giver energi og en mild rus.

Men de gamle? De havde ikke betelblade eller kalk. De sugede bare på hårde kerner.

Så hvorfor gide?

Den førende teori er, at de begyndte at bruge betelnødder som medicin. Specifikt mod tandsmerter. Og her bliver ironien næsten uudholdelig: at sutte på de nødder ville slide deres tænder ned og forårsage mere smerte, hvilket ville få dem til at bruge mere betelnødder til lindring. En ond cirkel, der føles utilpas genkendelig.

Forskerne fandt ud af, at der er et stof i betelnødder kaldet arecolin. Når man tygger eller suger på nødden, aktiverer dette stof bestemte receptorer i hjernen—specifikt de samme, der er involveret i opmærksomhed, indlæring og hukommelse. Lyder det lidt som nikotin? Det er, fordi det virker på lignende måde.

Så de gamle mennesker bedøvede ikke bare tandsmerter. De blev skæve. Regelmæssigt. I potentielt år, før de døde.

Men det her er virkelig det, der greb mig...

Det andet individ i studiet levede for omkring 6.300 til 7.600 år siden. Det er tusindvis af år efter at den første døde. Og deres tænder viste det samme slidmønster.

Det var ikke en engangsting. Det var ikke en tilfældighed. Folk på denne ø havde gjort dette i titusindvis af år. Generation efter generation vendte de tilbage til de samme planter for lindring af deres ømme tænder, og sikkert også for at finde den behagelige rus undervejs.

Vi snakker meget om menneskets historie, om hvordan vi altid har søgt mening, forbindelse, kunst og fremskridt. Men vi snakker ikke så meget om den anden side af vores natur—den del, der altid har ledt efter måder at ændre bevidsthed på, at flygte fra smerte, at mærke noget andet.

Den triste del

Moderne tygning af betelnødder er forbundet med alvorlige problemer i mundhulen: ekstrem tandslid, tandkødssygdomme, misfarvede tænder, huller, du ved. Bekendt?

De gamle tænder viste lignende skader. Disse mennesker var sandsynligvis i meget smerte, og de behandlede den smerte med det, der gjorde det værre.

Det minder mig om noget, vi stadig ser i dag med forskellige stoffer. Lindringen bliver fælden. Medicinen bliver sygdommen.

Hvorfor betyder det her noget?

Ærligt talt, så synes jeg, der er noget dybt ved at finde beviser for narkotikabrug så langt tilbage i vores historie. Vi behandler sommetider stofbrug som et moderne problem, en konsekvens af vores komplicerede, stressende verden. Men de her fund tyder på noget dybere—måske en grundlæggende del af menneskets natur, der går helt tilbage til vores tidligste dage som art.

Mennesker i smerte søgte lindring. Lindring kom med bivirkninger. Bivirkninger skabte mere smerte. Og sådan cirklen rundt.

Vi har ikke ændret os så meget, som vi gerne vil tro.

Næste gang du læser om oldtidshistorie—pyramider, hulemalerier, tidligt landbrug—så husk den her historie. Et eller andet sted derude, sandsynligvis i en hule ikke ulig den på Sulawesi, kæmpede vores forfædre med det samme menneskelige dilemma, vi stadig står over for i dag: hvordan man håndterer lidelse, og hvilken pris vi er villige til at betale for at føle os bedre.

Det er en historie 25.000 år i making.

Og ærligt? Det får mig til at føle mig lidt mindre dømmende over for menneskets kamp med stoffer. Vi har holdt på med det her i meget lang tid.

Kilde: Popular Mechanics - https://www.popularmechanics.com/science/archaeology/a73739305/worlds-oldest-drug-habit