Okay, nu skal du forestille dig noget sammen med mig.
Du vågner en morgen, vakler hen til skrivebordet, og der står det — en fuldstændig løst ligning, som du overhovedet ikke kan huske at have skrevet. Ikke bare en hvilken som helst ligning, men noget så komplekst at du ville have brug for en PhD for at tackle det. Din håndskrift. Din pen. Men din hjerne? Fuldstændig blank omkring, hvordan det kom derhen.
Ingen sen nat med bøger. Ingen kaffefyldt matematik-maraton. Bare... svaret, der dukkede op som om det blev leveret af en meget hjælpsom spøgelse.
Dette er ikke åbningen på en gyserfilm. Ifølge et nyligt teoretisk forslag fra kvantefysiker Maria Violaris kan dette scenarie faktisk være muligt — hvis du er villig til at acceptere nogle ret skøre forudsætninger om virkeligheden selv.
Paralleluniverserne er ikke så adskilte, som vi troede
Her bliver det mærkeligt (mærkeligere, mener jeg).
I kvantefysikken findes der en fortolkning der hedder "many-worlds"-synspunktet. Den grundlæggende idé er, at hver gang en kvantehændelse sker — som en elektron der beslutter sig for at spinne op eller ned — så vælger universet ikke bare én udgang. I stedet splitter universet, og der skabes parallelle grene hvor hver mulig udgang faktisk sker.
Så i ét univers landede den mønt du kastede på heads. I et andet univers er det tails. Og begge universer fortsætter, uden at ane at de eksisterer ved siden af hinanden.
I årtier har fysikere antaget at disse parallelle virkeligheder var fuldstændig afskåret fra hinanden. De eksisterer, ja, men de kan aldrig interagere eller udveksle information. Det er som at bo i nabolejligheder med vægge lavet af noget tykkere end noget byggemateriale — vi deler den samme bygning, men vi kan aldrig banke på hinandens døre.
Indtil måske nu?
Revnen i universet
Violaris har fremsat noget der, hvis det er korrekt, ville prikke huller i de vægge. I et paper lagt ud på arXiv tidligere i år foreslår hun et setup hvor information teknisk set kunne lække mellem parallelle universer — selvom processen ville være mærkeligere end enhver sci-fi plot du har set.
Hendes arbejde bygger på noget der kaldes "Wigner's friend" tankeeksperimentet. I dette scenarie er der en observatør (lad os kalde ham Ven A) der måler et kvantesystem og får et resultat. Så er der en ekstern "Wigner" der behandler hele setuppet — inklusiv Ven A — som et kvantesystem under deres kontrol.
Den klassiske version siger at Wigner aldrig kan kende det resultat Ven A fik uden at ødelægge hele eksperimentet. Men Violaris vender det på hovedet og argumenterer for at en alvidende ekstern observatør faktisk kunne overføre information mellem parallelle grene af virkeligheden.
Her kommer det virkelig hjernemulige: for at dette kan fungere, skal personen der skriver beskeden glemme at de nogensinde skrev den. Ingen hukommelse. Ingen erindring. Fra modtagerens synspunkt ville informationen bare... dukke op. Ligesom den løste ligning på dit skrivebord.
Hvorfor dette ikke er en glødende anmeldelse
Jeg ved hvad du tænker: "Vent, så kunne jeg bare vente på at en klogere version af mig selv i et andet univers sender mig svar til min matematikprøve?"
Rolig nu, ivrige en. Der er nogle ret betydelige forbehold her.
Først og fremmest ville du have brug for en med gudlignende kontrol over kvantesystemer. Vi taler om at isolere et menneske-stor observatør fra deres fulde omgivelser og manipulere deres kvantetilstand direkte. Det her er langt ud over hvad vi kan gøre pt — det ligner mere noget du ville se i en film hvor nogen har absolut kontrol over virkeligheden selv.
For det andet eksisterer mennesker ikke naturligt i kvantesuperposition. Vores kroppe er alt for store og komplicerede til at opføre sig som elektroner eller fotoner. Vi ville have brug for på en eller anden måde at sætte et menneske i en tilstand hvor flere udgange eksisterer samtidigt, hvilket... ja, vi har ingen idé om hvordan man gør det.
Og for det tredje er der den der hukommelsessletning. Personen der sender informationen ville ikke huske at have sendt den. De ville bare... ophøre med at eksistere i deres nuværende form og blive erstattet af en anden version. Hvilket bringer os til det virkelig ubehagelige spørgsmål.
Så er det kommunikation eller mord?
Her bliver det filosofisk, og ærligt talt, en smule ubehageligt.
Teoretisk datalog Scott Aaronson (der driver Quantum Information Center på UT Austin) har en ret skarp fortolkning af hvad Violaris beskriver. I hans synspunkt rejser der faktisk ingen information mellem universer. I stedet bliver én version af dig slettet og erstattet af en anden version der hele tiden havde forskellig information.
Tænk over det et øjeblik.
Fra dit perspektiv ville du bare pludselig "vide" ting du ikke vidste før. Men fra et fugleperspektiv var det der virkelig skete, at du ophørte med at eksistere og en en smule anderledes kopi af dig overtog, med forskellige hukommelser.
Er det kommunikation? Eller er det noget meget mærkelere — noget der ligner udskiftning mere end udveksling?
Violaris selv anerkender denne tvetydighed. Hun påpeger at på et bestemt abstraktionsniveau er der ingen observerbar forskel mellem "kommunikere med et andet univers" og "transformere én observatør til en anden". Grænsen mellem at sende en besked og at erstatte et menneske bliver mere uskarp end fysikere er komfortable med.
Hvorfor betyder noget af dette overhovedet noget?
Okay, jeg vil være ærlig med dig. Dette er ikke praktisk. Vi er milevidt fra at kunne teste det. Vi kommer ikke til at begynde at modtage beskeder fra parallelunivers-dig i morgen.
Men her er hvorfor jeg finder det her ærligt fascinerende: det presser os til at tænke over hvad virkelighed faktisk er. Vi er så vant til at tænke på universet som denne faste baggrund hvor ting sker. Men kvantemekanik bliver ved med at antyde at "virkelighed" måske er langt mere fleksibel end vi nogensinde forestillede os.
Og den løste ligning på skrivebordet? Uanset om den kom fra et andet univers, fra en version af dig der blev erstattet, eller fra dit eget underbevidste som du ærligt ikke kan huske... så er matematikken stadig korrekt. Svaret virker stadig.
Måske er det den virkelige lærdom her. I et univers så mærkeligt som dette, betyder oprindelsen af svaret måske mindre end svaret selv.
Men også — jeg hjælper dig stadig under ingen omstændigheder med at snyde til din matematiklektier. Bare for en sikkerheds skyld.