Måske er universets acceleration bare en illusion

Okay, jeg bliver nødt til at fortælle jer om noget, der fuldstændig fik min kæbe til at falde. Vi har alle sammen været ret sikre på, at universet ikke bare udvider sig – men at udvidelsen accelererer. Det har været pensum i årevis. Nu kommer der så nogle forskere og siger: "Vent lige lidt."

Den gamle historie

Kosmologer har brugt Type Ia supernovaer som kosmiske målebånd i lang tid. Det er de stellare eksplosioner, der altid sprænger af med næsten samme lysstyrke. Ved at sammenligne, hvor lyse de ser ud versus hvor lyse de burde være, kan forskerne beregne afstanden. Og ved at måle lysets farve (rødforskydningen) kan de se, hvor hurtigt de bevæger sig væk fra os.

Konklusionen? Universet ser ud til at accelerere i sin udvidelse. Og den acceleration tilskrives noget, der hedder mørk energi – en mystisk størrelse, der udgør omkring 68% af universet, men som ingen nogensinde har set eller detekteret direkte. Vi har bare... udledt, at den må findes for at forklare den accelererende udvidelse.

Pludselig vender det hele

Nu har teoretisk fysiker Subir Sarkar og hans team prikket til denne antagelse i årevis. De har lige offentliggjort noget nyt arbejde, der får en til at stoppe op.

Problemet? Da de kiggede grundigere på supernova-dataene, opdagede de, at noget var blevet overset: alderen på de stjerner, der producerede supernovaerne, betyder mere, end vi troede.

Type Ia supernovaer kommer fra hvide dværge i dobbeltstjernesystemer – altså døende stjerner, der stadig trækker materiale fra en nabo. Teamet lavede en korrektion for, hvor gamle disse progenitor-stjerner var, da de eksploderede. Og her kommer pointen: supernovaer fra yngre stjerner er systematisk svagere end dem fra ældre stjerner.

Nu bliver det interessant. Fjernere supernovaer har yngre progenitorer (fordi vi kigger længere tilbage i tiden, hvor universet var yngre). Så de fjerne, unge supernovaer ser svagere ud. Svagere = ser længere væk ud. Og hvis de virker længere væk end forventet, lader de til at bevæge sig hurtigere, end de faktisk gør.

Med andre ord? Den tilsyneladende acceleration kunne være en illusion.

Den afslørende detalje

Men der er mere. Da forskerne kiggede på, hvor den skæve acceleration pegede, stemte den næsten mistænkeligt godt overens med retningen af vores egen lokale bevægelse gennem rummet. I ved, hvordan den kosmiske mikrobølgebaggrund (det efterglød fra Big Bang) har et "varmt punkt", der antyder, vi bevæger os i forhold til resten af universet? Ja, det er den retning, den falske acceleration ser ud til at komme fra.

Og det bedste? Effekten blev svagere, jo længere ud de kiggede. Hvis mørk energi var en ægte kosmologisk konstant (som Einsteins berømte fifle-faktor), burde den se ens ud i alle retninger og på alle afstande. Men et signal med en foretrukket retning, der aftager med afstanden? Det ligner mere, at vi bare sidder inde i en bevægende boble af rum.

Hvad betyder det her?

Hvis Sarkar og hans team har ret, udvider universet sig stadig – men det sætner faktisk farten, i stedet for at accelerere. Acceleration vi troede, vi så, er måske bare os som "skæve observatører" fanget i en lokal kosmisk strøm.

Jeg vil ikke lyve – det her ville ryste en hel del af, hvad vi tror, vi ved. Mørk energi ville ikke længere være denne ensartede kosmologiske konstant. Den behøver måske slet ikke eksistere, i hvert fald ikke på den måde, vi har forestillet os.

Men her er sagen: Videnskab skal fungere sådan. Vi skal stille spørgsmål, dobbelttjekke og lede efter ting, vi kan have overset. Det er ikke svaghed i modellen – det er styrke. Hver gang vi graver dybere og finder noget nyt, kommer vi tættere på sandheden.

Betyder det, at mørk energi er definitivt falsk? Nah, ikke endnu. Men det betyder, vi bør holde vores antagelser lidt løsere. Universet er enormt, mærkeligt og sandsynligvis langt mere kompliceret, end vi giver det kredit for.

Og ærligt talt? Det er netop det, der gør det så uendeligt fascinerende.