Pluto overrasker os igen

Jeg bliver nødt til at indrømme det: Jeg elsker det øjeblik, hvor rumfartøjer og forskere afslører noget, der får mig til at tænke "hold da op – universet er langt mere skørt, end vi går og tror."

Og det sker igen.

Forskere har netop offentliggjort, at der muligvis flyder væske på Pluto i dette øjeblik. Ikke vand – men flydende kvælstof. Stadigvæk: væske. På en klode, vi ellers havde afskrevet som en kæmpe, død iskugle.

Hvad ved vi?

Det hele handler om New Horizons – den lille rumsonde, der fløj forbi Pluto i 2015 og gav os de første ordentlige billeder af den fjerne verden. Forskerne har studeret de data lige siden, og for nylig lagde de mærke til noget interessant i Sputnik Planitia.

Det er den enorme, hjerteformede gletsjer, der dækker en del af Plutos overflade. Ja, du læste rigtigt: Pluto har et hjerte. Og det er faktisk ret smukt.

På den nordlige del af gletsjeren finder man mørke striber og pletter. Da forskerne zoomede ind, opdagede de, at mønstrene ligner til forveksling det, man ser på Jordens gletsjere, når flydende vand har været til stede. Tænk på Indlandsisen i Grønland – de mørke striber dukker op præcis der, hvor vandet har samlet sig eller strømmet henover overfladen.

Hvad sker der under overfladen?

Forskerholdet tror nu, at flydende kvælstof sandsynligvis siver op fra dybet under Pluto. Det bevæger sig op gennem revner og smalle kanaler og bryder iblant igennem til den frosne overflade.

Det virkelig fascinerende er modellerne: Kvælstofis i bunden af Sputnik Planitia – is der er adskillige kilometer dyb – kan faktisk smelte under de rette betingelser. Varmen og trykket nedefra kan skabe lommer af flydende kvælstof. Ligesom magma bevæger sig gennem Jordens skorpe, eller varmt vand sprøjter op fra gejsere, kan denne væske presses opad gennem smalle kanaler.

Når den når overfladen, bliver den nok ikke hængende for evigt (Pluto er stadig isnende kold), men den kan bevæge sig henover gletsjeren i et stykke tid og efterlade de karakteristiske mørke mærker.

"Pluto overrasker os altid"

"Pluto never stops surprising us," sagde Dr. Alan Stern, der ledte forskningen.

Og ærligt talt? Den sætning rammer ret præcist, hvordan mange af os har det med denne lille verden.

Vi burde egentlig have lært lektien. Da Voyager fløj forbi Triton – Neptuns måne – helt tilbage i 1989, opdagede den gejsere, der sprøjtede op fra overfladen. Triton er endnu koldere end Pluto. Hvis Triton kan have aktiv geologi, hvorfor skulle Pluto så ikke også kunne det?

Vi har kun set halvdelen

Det ydmygende ved det hele? Vi har kun set omkring halvdelen af Pluto i høj opløsning. Der er så meget mere at udforske. Den anden halvdel gemmer måske på endnu flere overraskelser – måske endda mere bevis for, at denne fjerne verden slet ikke er så død, som vi engang troede.

Det store billede

Det, jeg finder mest spændende, er hvad dette fortæller os om, hvor dynamisk vores solsystem egentlig er.

Vi bliver ved med at finde væske de mest utrolige steder. Mars havde gamle floder. Europa har sandsynligvis et underjordisk ocean. Titan har søer og regn af metan. Og nu muligvis flydende kvælstof-gletsjere på Pluto.

Universet er ikke så stille og statisk, som vi måske går og forestiller os. Selv i de mørkeste, koldeste hjørner af vores kosmiske baghave sker der ting. Is smelter. Væsker bevæger sig. Og et eller andet sted udfolder der sig en underlig kemi på måder, vi aldrig havde forudset.

Det får mig til at tænke: Hvad mon der ellers venter derude på at overraske os?