Forskere har måske taget fejl i årmillioner

Okay, du bliver nødt til at sætte dig ned for den her.

Vi har måske taget fuldstændig fejl af, hvornår de første dyr dukkede op på Jorden. Og jeg mener virkelig fejl.

Jeg ved det godt — vi elsker vores fossile record. Det fortæller sådan en dejlig historie. De første dyr kommer til syne for omkring 574 millioner år siden, flydende rundt som mærkelige bløde klatdyr på havbunden. Klassisk begyndelse.

Men hvad nu hvis dyr faktisk allerede vrimlede rundt meget tidligere? Som i 200 millioner år tidligere?

Det er præcis hvad et hold forskere fra Oxford University og Natural History Museum i London kommer med, og ærligt talt? Beviserne er ret overbevisende.

Gåden om de manglende fossiler

Her er den kedelige sandhed om palæontologi, som de ikke snakker så meget om: det er virkelig svært at finde fossiler.

Når et dyr dør, skal det lande det helt rigtige sted under de helt rigtige betingelser for at efterlade sig noget som helst spor. Og hvis du er et bløddyr uden knogler eller skaller? Held og lykke. Du ender sandsynligvis ikke i nogen rekord.

Det her kalder forskerne for "bevaringsbias" — altså idéen om at de fossiler, vi finder, ikke nødvendigvis viser hvad der faktisk eksisterede. De viser bare hvad der var heldige nok (eller strukturelt privilegerede nok) til at overleve.

De ældste kendte dyrefossiler stammer fra Ediacara-perioden, som begyndte for omkring 635 millioner år siden. Før det ser havene ud til at have været fyldt med... alger og protozoer. Simpelt stof.

Men her bliver det interessant. Kemiske spor, såkaldte biomarkører — essentielle molekylære fingeraftryk efterladt i gamle bjergarter — antyder at svampe var til stede mindst 75 millioner år før de første dyrefossiler dukker op.

Svampe. De simpleste dyr i live. Ingen nerver, ingen muskler, ingen organer. Bare... celler der arbejder sammen. Og alligevel efterlod de kemiske beviser på deres eksistens før deres mere imponerende slægtninge efterlod knogler eller aftryk.

Så hvad sker der egentlig?

Weng'an-problemet

Nogle forskere har argumenteret for at dyr helt sikkert ikke var til stede før omkring 590 millioner år siden. Deres bevis? Et berømt fossilfund i Kina kaldet Weng'an Biota, som er bemærkelsesværdigt velbevaret og indeholder absolut ingen dyr.

"Hvis dyr var til stede," lyder logikken, "burde dette fund have fanget dem."

Det giver mening på overfladen. Men Ross Anderson og hans team besluttede at teste denne logik ved at studere et andet sted — Kheseen Biota i Mongoliet — som er omkring 40 millioner år yngre end Weng'an.

Resultatet? Også ingen dyrefossiler.

Men her kommer den interessante del: vi ved at dyr helt sikkert eksisterede i den periode, fordi vi har fundet deres fossiler andre steder.

Så hvad fortæller det os?

Det fortæller os at et fossilfund kan undlade at registrere dyr, selv når de dyr absolut var til stede.

Hvis Kheseen kan overse dyr som vi ved eksisterede, så kunne Weng'an også have overset dyr. Logikken om at "ingen dyr i fundet betyder ingen dyr i verden" falder simpelthen fra hinanden.

Molekylære ure og urgamle tidspunkter

Når fossiler ikke kan besvare spørgsmålet, tyr forskerne til genetik.

Molekylær ur-analyse fungerer sådan her: genetiske mutationer akkumuleres med tilnærmelsesvis forudsigelige hastigheder over tid. Ved at sammenligne de genetiske forskelle mellem levende arter kan forskerne estimere hvornår deres forfædre divergerede fra hinanden.

Ved at bruge denne tilgang beregnede Andersons team at de første dyr må have optrådt irgendwann zwischen 700 og 800 millioner år siden.

Det er før de berømte Snowball Earth-gletsjere — da vores planet var dækket af is fra pol til pol. Eller lige midt i de ekstreme klimabegivenheder.

Hvilket er fascinerende, ærligt talt. Forestil dig dyr der udviklede sig i en periode hvor Jorden i bund og grund var én stor snebold. Hvordan må de tidlige kreaturer have været?

Vi ved det ikke. Fordi vi ikke har fundet dem. Og vi finder dem måske aldrig, afhængigt af hvor godt de pågældende bjergarter bevarede noget som helst.

Hvorfor det her betyder noget

Her er hvad jeg synes er mest tankevækkende ved denne forskning: det minder os om at fravær af beviser ikke er bevis for fravær.

Vi har tendens til at tro at videnskaben har alle svarene, eller i det mindste er på en klar vej til dem. Men nogle gange er spørgsmålene sværere end svarene, og vi er nødt til at være villige til at indrømme at billedet er mere kompliceret end vores nuværende beviser antyder.

Måske eksperimenterede dyr med flercellet liv hundredvis af millioner år før de efterlod deres første varige aftryk i fossilrekorden. Måske rødderne af vores egen linje strækker sig længere tilbage end vi nogensinde havde forestillet os.

Eller måske vil nye opdagelser ende med at forkaste denne hypotese helt. Sådan fungerer videnskab — den bevæger sig fremad gennem spørgsmål og testning og af og til erkendelse af at vi var en smule forkerte.

Uanset hvad, synes jeg der er noget smukt ved denne usikkerhed. Vi deler afstamning med de gamle svampe. Et eller andet sted i vores DNA kan der være ekkoer af væsner der levede under Snowball Earth, som overlevede på måder vi næsten ikke kan forestille os.

Næste gang du vasker dit ansigt med en badesvamp, så tag dig et øjeblik til at sætte pris på at dine ydmyge svampe-slægtninge måske var Jordens første dyr — og de nåede derhen meget før nogen af os havde beviserne.