Hvad har søanemoner og mennesker til fælles?

Okay, jeg bliver nødt til at fortælle jer om noget, der virkelig fik mig til at stoppe op og stirre på min skærm alt for længe. I kender søanemoner, ikke? De underlige, smukke blomsterlignende skabninger, der sidder fast på havbundens klipper og ikke har én eneste hjerne i kroppen? Det viser sig, at de måske holder nøglen til, hvordan vi overhovedet blev til os selv.

Ja, jeg ved. Det er meget at tage ind.

Slægtstræet bliver rodet

Lad mig slå lidt bak og forklare, hvorfor dette er så stor en sag. Når forskere kategoriserer dyr, deler de dem normalt i to store grupper alt efter, hvordan deres kroppe er bygget op. I har cnidarier — det er søanemoner, gopler og koraller — og så har I biladier, som stort set er alt andet med en for- og bagende, en venstre og højre side. Fisk, fugle, hunde og ja, mennesker som dig og mig.

Længe troede forskerne, at de to grupper byggede deres kroppe på fuldstændig forskellige måder. Trods alt vokser en søanemone udad fra et centralt punkt ligesom en blomst, der folder sig ud. Vi biladier derimod bygger os selv fra hoved til tå langs en tydelig akse — tænk mave til ryg, eller for- til bagende.

Men her bliver det interessant.

"Byggeplanerne" er måske ældre, end vi troede

Et forskerhold fra Universitetet i Wien gjorde en opdagelse, der vender evolutionær biologi på hovedet. De fandt ud af, at søanemoner bruger en teknik, der kaldes BMP-shuttling, til at forme deres kroppe — og det er præcis den samme teknik, som mennesker bruger.

Så hvad går BMP-shuttling ud på? Lad mig prøve at forklare det enkelt. Din krop har nogle molekylære budbringere, der hedder bone morphogenetic proteins (BMP'er). Under udviklingen fortæller de små fyre dine embryonale celler, hvor de befinder sig i kroppen, og hvilket væv de skal blive til. Når BMP-niveauerne er lave, ved cellerne, at de skal danne dit centrale nervesystem. Moderate niveauer betyder "lav en nyre." Høje niveauer fortæller cellerne at blive til maveskind.

Det er som om, dine celler spiller et sofistikeret spil hedt og koldt, styret af disse proteinsignaler. Og her kommer det vilde — forskerne opdagede, at søanemoner bruger præcis det samme signalsystem, komplet med noget, der hedder Chordin, som fungerer som en shuttle til at flytte BMP'er rundt i kroppen.

Hvorfor det her betyder så meget

Konsekvenserne er ret overvældende. Hvis søanemoner og mennesker begge bruger BMP-shuttling til at bygge kroppe, betyder det, at denne mekanisme er utroligt gammel. De to dyregrupper splittede sig for et sted mellem 600 og 700 millioner år siden — længe før noget, der lignede en kompleks organisme, overhovedet eksisterede.

Som forsker David Mörsdorf udtrykker det, dukker denne mekanisme "op igen og igen i meget fjernt beslægtede dyr," hvilket gør den til en stærk kandidat til noget, vores allertidligste forfædre allerede vidste, hvordan man gjorde.

Naturligvis efterlader videnskaben altid plads til tvivl. Forskerne anerkender, at det er muligt — omend usandsynligt — at begge grupper udviklede teknikken fuldstændig uafhængigt af hinanden. Men hvis de deler dette genetiske værktøj, er den mere spændende forklaring, at vores sidste fælles forfader, langt tilbage i den primordiale suppe, allerede havde denne kropsbyggende instruktion i sit repertoire.

Hvad betyder det for os?

Her bliver jeg en smule filosofisk. Vi taler om et havskabning uden hjerne, uden hjerte, uden noget som helst, der ligner vores komplekse anatomi. Alligevel læser vi på molekylært niveau fra den samme instruktionsmanual.

Det får en til at undre sig over, hvilke andre gamle hemmeligheder der gemmer sig i skabninger, vi knapt nok bemærker. Den hjerneløse søanemone kan ligne et af de simpleste dyr på Jorden, men måske var "simpel" præcis, hvad vores fælles forfader havde brug for at være. Måske blev blueprintet til alt, hvad der kom efter — fisk, dinosaurer, hunde, mennesker — skrevet i de gamle have, og ventede på, at vi skulle opdage, at vi hele tiden var familie.

Jeg ved ikke, hvad I tænker, men personligt kommer jeg til at kigge på søanemoner lidt anderledes, næste gang jeg ser en i akvariet. De er ikke bare pyntelige havoverraskelser — de bærer et stykke af vores ældste biologiske arv, skjult i deres radialsymmetriske, hjerneløse, fuldkommen fremmedartede små kroppe.

Ret cool, ikke?

Kilde: Popular Mechanics