Planeternes oprørske system

Vi lærte i skolen, at planeterne ligger pænt på rad: stenplaneter tæt på stjernen og gasgiganter længere ude. Det virkede logisk. Varmen nær stjernen holder gassen væk, mens det køligere område længere ude lader gassen samle sig til store planeter.

Men en ny opdagelse viser, at det ikke er hele sandheden.

En stjerne der ikke følger reglerne

Astronomer fra University of Warwick har studeret en lille rød dværgstjerne ved navn LHS 1903. Først så systemet ud til at være helt almindeligt. Der kredsede en stenplanet tæt på stjernen, og så fulgte to gasgiganter længere ude. Men da de kiggede nærmere på data fra ESA’s Cheops-satellit, fandt de en fjerde planet.

Den var stenet. Og den lå yderst i systemet.

En omvendt orden

Planeterne ligger nu sådan her: sten, gas, gas, sten. Det er en total omvending af det, vi troede var normalt. Forsker Thomas Wilson kalder det et "inside-out"-system. Stenplaneter burde ikke kunne dannes så langt fra deres stjerne.

Forskerne prøvede at forklare det på flere måder. Måske havde planeten engang haft en tyk gasatmosfære, der blev blæst væk? Eller måske havde planeterne skiftet plads over tid? Men simuleringerne viste, at ingen af de forklaringer passede.

De dannede sig ikke samtidig

Tilbage var en anden mulighed: planeterne opstod ikke på én gang, men efter hinanden. Det er en idé, forskere har haft i omkring ti år, kaldet "inside-out planet formation". Men indtil nu havde man ikke rigtig fundet beviser for den.

Ved at tiden den yderste stenplanet blev dannet, var der sandsynligvis næsten ingen gas tilbage i systemet. Det er overraskende, fordi gas normalt er nødvægtigt til planeternes dannelse. Alligevel ligger den der – en lille stenplanet i et gasfattigt miljø.

Flere systemer, andre regler

Vi har længe bygget vores teorier om planetdannelse på vores eget solsystem. Men som teleskoperne bliver bedre, støder vi på flere og flere eksoplanetsystemer, der bryder reglerne. Isabel Rebollido fra ESA siger, at vi nu må genoverveje vores forståelse.

Det her system er måske et sjældent tilfælde. Eller det kunne være starten på en ny måde at se på planetdannelse. Uanset hvad viser det, at universet er mere varieret, end vi hidtil har troet. Og det er netop i de huller, vi endnu ikke kan forklare, at ny videnskab opstår.